Atopisk eksem

Atopisk eksem, også kaldet børneeksem, er en kronisk, inflammatorisk og kløende hudsygdom, som ca. 20% af børn i Danmark lider af. Atopisk hud er karakteriseret ved tør og irriteret hud med episodiske eksem-udbrud med stærkt generende kløe. I udbrudsfasen er der ofte inflammation i huden, og den er rød og klør. Der findes forskellige grader af hudsygdommen, men selv ved en mild grad af atopisk hud anbefales det at blive tilset af en læge.

 

Årsagen til atopisk hud

Man kender ikke den specifikke årsag til atopisk hud, men omkring 70% af de børn, som rammes, har forældre eller søskende, som enten har atopisk hud, astma og/eller allergi. Foruden den arvelige faktor kan miljøet også spille en væsentlig rolle, og kan medføre, at sygdommen bryder ud. Nogle fødevarer kan i enkelte tilfælde forværre eksemet, dette er dog vigtigt at få afklaret i samråd med sin læge. Et barn med atopisk eksem har også en øget risiko for at få astma og høfeber, dette kan undersøges ved hjælp af en priktest. For de fleste forsvinder eksemet i løbet af barndommen, men senere i voksenlivet kan man udvikle håndeksem.

 

Sådan kan du forbedre atopisk eksem

Atopisk hud kan ikke kureres, men daglig pleje af huden kan hjælpe med at forbedre det. Eksempatienter har en defekt hudbarriere, hvor sammensætningen og mængden af lipider i hudens hornlag er anderledes end normalt. Fugten i huden kan fordampe, hvilket efterlader huden tør, og fremmede allergener (bl.a. fra bakterier) kan lettere trænge ind og fremprovokere udbrud og kløe. Daglig pleje af huden er derfor vigtig for at øge hudens beskyttende egenskaber og mindske fordampningen af vand.

Nyere forskning har vist, at tilstedeværelse af bakterier på huden kan forværre forløbet af atopisk eksem. Derfor er det vigtigt at vælge plejeprodukter tilpasset hudsygdommen med ingredienser, som bidrager til at normalisere bakteriefloraen på huden. Brug dagligt cremer med nærende, beroligende og genopbyggende egenskaber – på den måde kan de ”gode perioder” uden udbud forlænges.

 

Plej huden hver dag

På Webapoteket kan du købe en række hueplejeprodukter, som er specielt udviklet til tør, irriteret og kløende hud, også velegnet til atopisk hud. Der findes produkter med basispleje, som anvendes hver dag for at forlænge de gode perioder: Vaske- og badeolie, som forebygger yderligere tør hud, en nærende, beroligende bodylotion og ansigtscreme, som er let at fordele på huden. Se produkter til meget tør hud her.

På Webapoteket kan du altid få fakta og gode råd til pleje af atopisk hud. Skriv eller ring til os, hvis du har spørgsmål.

 

 

Webapoteket, juni 2019